Michael Palsgaard

what i do

Eventstrategi, design og produktion er min metier. Det foregår gennem mine to virksomheder Michael Palsgaard A/S og E-360 A/S. Samtidig driver jeg en pop-up restaurant i eget navn med et par af kokkene fra bl.a. kokkelandsholdet samt venuekonceptet HAL-E, placeret på Holbæk Havn. HAL-E i Holbæk er den første i en planlagt række af 6-8 venues. Det er også her jeg har produktion, lager og showroom.

Det er mit privilegie, at arbejde med de dygtigste i branchen. Jeg byder ind med eventpalettens totale Nirvana i ind- og udland. Alt sammen til glæde for private og offentlige virksomheder samt engang imellem for privatpersoner, med visioner og og format – hverken mere, men bestemt heller ikke mindre…

I denne del af mit univers kan du finde info om de typer af opgaver jeg løser. Det er også her du kan booke mig, og på mit salgssite, kan du finde “spitzenklasse” tilbud på alt til brug for roadshows, messe, promotion, fester, konferencer osv.

Nederst finder du links til social media. Tag et kig på forbi Instagram – min verden i billeder.

Velkommen indenfor

Holdning til kvalitet sætter standard for mit virke – basta.

Hvad & hvem

Kulturnatten * Copenhagen Water Festival * Øksnehallen * Tappehallerne * TeknoVision * 250 dages roadshows i Skandinavien * Messestande og events * Hele messeproduktioner * Møde- og konferenceproduktioner (med format) * Præsentation af danske virksomheder ved internationale begivenheder – også i udlandet * Awardshows * Post Danmarks DM-dagen (tre gange) * Landsdækkende samplings * Kampagner både b-2-b og b-2-c * Radio- og tv-reklameproduktion * New-bizz filmproduktioner * Medarbejderdage (one design) * Middage og mere end 200 fester i ind-og udland (et par royale iblandt) * En on-going pop-up restaurant * En Guinness World Record * Receptioner * Speaker og foredragsholder-funktion

Med andre ord – jeg har været omkring….

Er dette ikke nok, så er jeg også indehaver af et promotion- effekt- og dekorationslager som indeholder alt fra Folkevognsrugbrød, Airtreams over promotion/lounge trucks (vi bygger fra bunden af) til mere end 200 batteridrevne lamper samt et komplet industrielt designunivers til brug for konferencer, lounge og festproduktioner – alt sammen naturligvis i absolut spitzenklasse.

Jeg har et mantra; “90/10”. I al sin enkelhed går det ud på følgende:

Der er 100 måder at løse den samme opgave på. Heraf er de 90 uduelige. De 10 er udmærkede på papiret. De 5 fungerer rent faktisk i den virkelige verden. De 3 er de “rigtige”. Jeg skal levere en af de 3 – færdig, slut.

Livet er for kort til magelige genveje, når vi snakker eventstrategi, og det bedste er næsten, at her ingen regler er, så alt kan lade sig gøre…

7 kunder repræsenterer mine kompetencer

Full-service eventmanagement

8 års tillid

Idé og produktion af to unikke VW-busser med campere til landsdækkende kampagner – mere end 200 dage på danske landeveje med bl.a. kampagnen “Benzin til en krone”.

Idé og produktion til radioreklamer samt indrykning.

Produktion og indrykning af dagbladsannoncer i forbindelse med kampagner.

Design, produktion samt webside og distribution af tøj til servicepersonalet på tankstationer i Danmark.

Design og produktion af Uno-X´s nye Airstream messestand. Vi opbevarer, passer og plejer den også samt afleverer den klar til brug med en dags varsel.

Strategi og gennemførsel af forhandlerloyalitetsprogram.

Filmproduktion til kundeloyalitetsprogram.

Medarbejderdage i Danmark og Sverige.

Idé, produktion samt levering af italienske madkurve til alle medarbejdere i Danmark.

Fester i Danmark og Sverige.

New-bizz strategi, filmproduktion og eksekvering

Strategisk kreativitet

Med en vovet strategi på bordet, sagde en enig bestyrelse “ja-tak” til mit forslag om at gå på “deep sea fishing” hos to internationale kunder på samme tid, hvor maddingen var en serie skarpe filmproduktioner.

På tre måneder fik jeg analyseret kundernes nuværende situation på godt og ondt, udarbejdet nye cateringkoncepter, produceret præcise film og sat venue op til præsentation.

Med en uges mellemrum blev begge kunder inviteret til en trendy café i det indre København som vi havde lejet til formålet.

Kunden fik serveret deres favoritkaffe/the (det havde vi naturligvis undersøgt på forhånd). Lyset blev dæmpet og filmen rullede over skærmen. 7 minutter senere var hele historien fortalt. Kunderne blev udstyret med en kopi af filmen,  en webadresse og en kode til alle fakta. That’s it – end of presentation.

Gate Gourmet sagde i løbet af de næste måneder goddag til to nye internationale kunder – den ene har jeg siden lavet skandinaviske medarbejderdage med.

Kulturproduktioner i verdensklasse

Tilbageblik til 90’erne

Med undfangelsen af Copenhagen Water Festival og Kulturnatten, har jeg – i al beskedenhed – været med til at søsætte et par af Danmarks vigtigste kulturelle begivenheder.

Præcis disse to opgaver gjorde at jeg fandt min kurs og skiftede fokus fra traditionel reklametænkning til at fokusere på kræfterne i oplevelser i nuet. Der fandtes dengang ikke eventbureauer. Faktisk købte jeg adressen www.eventbureau.dk allerede inden jeg startede Danmarks første kvalitative eventbureau; bureau e.

Ingen kunne dengang vide at Kulturnatten ville blive en institution i København. Ej heller havde vi selv fantasien til at tro, at vores ideer, mod og handlekraft ville få så stor betydning for så mange mindre byer rundt om i landet. Den dag i dag er det en glæde at opleve hvor mange byer, der i et eller andet omfang er inspireret af Kulturnatten.

Det eneste papir jeg har gemt fra gamle dage, er et håndskrevet A4-ark, på officielt brevpapir naturligvis, hvor der står:

“Tak for en fantastisk indsats, vi er trætte, men glade”…

… og så med 8 underskrifter fra WOCO’s kontor, ledsaget af 6 flasker god vin.  Ja, den første Kulturnatten var en hård omgang, men i dag er det med glæde jeg gæster København i oktober.

(En tak fra hjertet til Poul Bjørn – du viste vejen….)

Når sfæren mellem det private og offentlige udlignes

Ambitioner

Jeg har ved flere lejligheder haft fornøjelsen af at stå på mål for ambitiøse arrangementer for Holbæk Kommune.

Konferencer:

To gange har jeg gennem de sidste par år haft glæden ved at tilrettelægge produktioner der er i topklasse når vi snakker konferencer.

“Fra fravær til fremmøde” var Holbæk Kommunes første producerede konference, hvor et længere forløb skulle evalueres og præsenteres på en måde så det ikke bare var “endnu en offentlig undersøgelse”. Det skulle være sådan at bidragsyderne og alle de mange ansatte der havde været med i forløbet, forstod at det var seriøst, ambitiøst og engageret fra kommunens side. Vi endte med at få taletid i TV-Avisen, og hele min forventning i forhold til at skabe en kreativ og lækker produktion blev så rigelig indfriet.

At den lokale avis så kun kunne svinge sig op til at skrive en overskrift som handlede om parkeringskaos og nepotisme omkring konferencen, er i dag stadig en uforståelig provinsiel holdning.

Ledelsens fremlægning af værdigrundlaget blev også en stor succes, hvor vi i stedet for at bruge den almindelige scene, byggede en scene i midten af lokalet således at alle fem speakere kunne være på scenen på samme tid. Det gav kort afstand til modtagerne og meget mere liv end en traditionel konferenceopsætning giver. Krydret med en god AV-produktion og en lækker belysning fik Holbæk Kommunes ledelse bedste betingelser for at afsende deres budskaber.

En verdensrekord:

Med sit nye pay-off “En stærk medspiller”, ville HR-afdelingen gerne arrangere et brag af et kick-off for medarbejderne, hvor det nye ord blev understreget.

Løsningen blev et et angreb på den eksisterende Guinness World Record for flest mulige stompere på samme sted (1051 stompere). Med Peter Glahn (som driver Danmarks no. 1 stomp-firma ‘Stomp Upfront’) i ryggen, planlagde vi en markedsplads med alle lokale foreninger som aktører og med Guinness-forsøget som dagens clue. Officials fra Guinness Book of Records var fløjet ind fra London, og hele logistikken var sat nøje op efter de gældende regler.

Alle 1261 deltagere gik til opgaven med stort engagement, hvilket betød at Holbæk Kommune, Peter Glahn og mit bureau, E-360 A/S, blev indehavere af rekorden “most stompers in the world” med 1261 stompere, som i 8.21 minutter holdt den angivne takt og dermed tog en verdensrekord i at være “en stærk medspiller”.

Skulle I have lyst til at forsøge jer med at slå en Guineess World Record skal I vide at man intet får forærende. Der er ret stramme regler for hvad der kan godtages og hvad der ikke kan, men når det lykkes er det en fantastisk følelse.

HM Dronningens og Prinsgemalens besøg på Orø:

Jeg har flere gange arbejdet med Kongehuset, og som altid var det en fornøjelse at deltage med logistikken omkring et, for regionen og specielt Orø, så vigtigt besøg. Alt og alle står jo på hovedet for at byde ind, og det giver rigtig god mening at have en erfaren logistikker og “smagsdommer” med på holdet.

Fester:

Et par festlige aftener og middage har jeg også leveret, og mon ikke vores indendørs skovtur bliver husket længe.

Gallafester, receptioner & konferencer

tætte relationer

For Valcon har jeg været en fast del af vigtige markeringer de sidste tre år – både når det gælder planlægning og eksekvering.

Afskedsreception for Knud Sand:

Da Knud efter mange år som frontfigur for og grundlægger af Valcon valgte at trække sig lidt tilbage og give plads til Poul Skahede, var det naturligt at fejre det med en reception med meningsfuldt indhold. Hos Valcon kan man nemlig sagtens fejre uden at give kald på den høje faglighed. Sammen med Valcons eventmanager, Hanne Koldkjær fik vi planlagt en fantastisk dag med perfekt afstemt balance mellem faglighed og festlighed.

Vi havde bl.a. allieret os med en dygtig fotograf og en professionel tegner til at portrættere gæsterne. I alt 75 tegninger hang side om side på den lange tørresnor sat fast med træklemmer. Sammen med jazz’en fra Mette Lehan og et par af de bedste danske jazzmusikere, var de med til at sætte stemningen. Mit industrielle loungeunivers var opstillet og zinkkarene var fyldt med god Cremant, Sancerra og kolde specialøl, som akkompagnerede den superlækre mad på smukkeste vis. Den samme mad, som uprætentiøst gjorde sig til på stenfade, opstillet på mine små containere.

Som krølle på den store dag, satte vi alle billeder og tegninger sammen til en indbundet “coffee table-bog”, som på sidste side havde en indlagt dvd med filmen fra dagen.

Der var ikke et øje tørt, og det var en ære at være med til at sige tak for indsatsen til en af dansk erhvervslivs store profiler.

Gallafesterne:

En gang hver andet år holder Valcon gallafest og her trækker vi det tunge skyts frem. Kun det bedste er godt nok. Det er mit ansvar at levere fra A-Z i absolut spitzenklasse. Vi har efter ønske været i både Moltkes Palæ og Tivolislottet og lad mig skrive det sådan – det har været to bragende succeser. Jeg glæder mig altid til at blive udfordret på gallafester.

Konference:

Jeg har leveret opsætning af mit industrielle loungeunivers samt stået for f&b-delen til konference i DOK5000 på Odense havn. Konferencer er ikke bare at levere et budskab fra en scene. Vil man det ordenligt og vil man huskes som afsender, så giver det god mening at bruge kræfter på at få hele atmosfæren til at være indbydende og have høje forventninger til en god dag – sådan er det hos Valcon.

OMT:

Er et Valcon-ejet selvstændigt selskab og jeg har stået for familiedag med efterfølgende fest på Hindsgavl Slot – fra A-Z.

Verdenskongres med høje ambitioner

Når kun det bedste er godt nok

En international kongres over 3 dage i København med delegerede fra 56 nationer, hvor ønsket var; “en oplevelse for alle deltagende nationer på et højere niveau end nogen lande tidligere har leveret i organisationens 40-årige historie – hele vejen rundt”.  Så præcist var opgaven defineret, og så kan jo man passende starte med at være ydmyg og stolt alene over at være valgt til opgaven.

Med udgangspunkt i årets værtsland (Chile), startede et års forberedelser – og hvilket år. Fra ende til anden fik vi sat København på kortet og leverede efter kundens eget udsagn, en præstation i verdensklasse. Når man modtager en stående klapsalve fra 2800 mennesker under den afsluttende gallamiddag, så ved man at de mange timer har glædet og begejstret. Jeg er producent af hele mit hjerte, og jeg brænder for det perfekte arrangement. Denne opgave vil altid stå som et monument i min karriere – alene fordi jeg blev valgt for mine idéer og passion og ikke fordi jeg var kendt.

Sparring på de gode arrangementer

fester, medarbejderdage og konferencer

Afslappet medarbejderdag med kanobygning i pap, race i havnen efterfulgt af bagende solskin, kolde øl og god musik.

Stomp på havnefronten med 400 deltagere efterfulgt af en gennemført loungefest på Skansen i Båstad.

Fest med band til den lyse morgen.

Julefrokost i Odd Fellow Palæet.

Venuefinding, spacing og mødeplanlægning i EU.

Paletten er bred og samarbejdet i øjenhøjde – sammen finder vi de bedste løsninger i den rigtige økonomiklasse i både Danmark, Sverige og …..

Engagement gennem to årtier

jeg elsker simpelthen en rå industrihal (eller det den kan blive til)

Siden 2000 har jeg været engageret i henholdsvis Øksnehallen, Tappehallerne og i 2011 åbnede jeg min egen lille venue, HAL-E.

Der er noget ved “højt til loftet” som jeg brænder for. Det at være med til at gøre en forskel og tænke strategi og tage produktion til nye højder, det har jeg ofte haft succes med, så det var naturligt at flytte københavnerkontoret til en gammel nedlagt frysehal i en større by, da vi for nogle år siden valgte at skifte byen ud med landet i privat regi.

Vi deltager med velgørende arrangementer i lokalt regi og koncentrerer os om virksomheder med visioner og format, og lader Holbæks lokale erhvervsliv være den klare stjerne som bekræfter alle fordomme om provinsen.

Med det skrevet, så kommer der også en dag hvor vi flytter HAL-E til en mere fremadrettet del af landet, men den tid, den glæde. Med en skarp prissætning er der rigtig gode oplevelser at hente i HAL-E og I er mere end velkommen indenfor.

speaker & presse

Speaker / foredragsholder

en erfaren drengerøv med kant, holdninger og noget at ha’ dem i

Jeg har været med i branchen siden “event” blev et anerkendt begreb. At det så i dag bliver omtalt som et dåseprodukt med overskriften “oplevelsesøkonomi”, er naturligvis en akademisk bøvs af de store. Jeg tænker jeg må have været optaget af produktion den dag – jeg blev i hvert fald ikke spurgt. Nå, nok om det.

Med fødslen af Copenhagen Water festival, som vi eksekverede for WOCO gennem vores bureau, Orange Kommunikation, har event været den dna jeg har bygget mine skills over. Med chance for at overromantisere, så er event brændstoffet i mit liv. Det er ganske enkelt det, der får mig ud af sengen om morgenen – altså i tæt parløb med min smukke kone, naturligvis.

Jeg har gennem mine tre brands, udgivet et magasin som jeg kalder “Inspiration”. Her samler jeg det ypperste når vi snakker oplevelser, venues, brands, enkeltpersoner, bands etc. Med branchens faldende kvalitet (det er et emne helt for sig, og det skyldes en akademisk raket) er det nødvendigt, at nogen samler en slags landshold, så Danmark igen kan vinde guld i både idé, strategi, produktion og ikke mindst eksekvering. Det er der ved gud langt imellem efterhånden.

Jeg er i gang med min første bog, som naturligvis bliver en fortælling fra dengang events var reklamebureauernes metier til den dag i dag, hvor events er blevet et universitetsfag. Ja, og så lige alt der i mellem. Jeg forventer at udgive dele på LinkedIn gennem de kommende år og samle det hele i 2020 – sådan en slags eventbranchens 2020-plan.

På den baggrund, har jeg i sinde at indtage scenen som speaker med ønskede indlæg fra dels hvad jeg læser og ser, samt egne oplevelser med strategi, design og produktion – og ikke mindst mangel på samme.

Jeg deltager gerne uden beregning (dog vil jeg gerne holdes fri for udgifter), som gæstelærer og debattør i relevante sammenhænge. Mod honorar kan jeg bookes som speaker til kick-off’s, relevante møder, konferencer og kongresser. Sidst men ikke mindst stiller jeg mit event- og produktionsbureau til rådighed uden beregning til formål der støtter en god sag.

Billeder

Kontakt

Adresse

ØSTRE HAVNEVEJ 11
4300 HOLBÆK

Telefon

+45 7020 0048

sociale medier

LinkedIn

Instagram

Facebook

Send besked

Start typing and press Enter to search